INKA-turneringen er en af de mest traditionsrige turneringer i Helsingør Tennis Klub's historie. Den blev stiftet helt tilbage i 1964 af én af klubbens veteraner, Svend "Gold-digger" Kaas Petersen. Turneringen er en handicapturnering og præmien er - foruden æren - den storslåede vinder-vandre-sølvpokal, som Svend personligt har hjembragt efter adskillige års udstationering i det gamle Inka-rige i Sydamerika (heraf navnet Inka).
Lige siden starten i 1964, har turneringen været afholdt hvert eneste år i Helsingør Tennis Klub.
Grundideen er uændret efter Svend's skabelon. Dette er simpelthen turneringen, hvor alle klubbens voksne medlemmer kan deltage på lige fod, og med lige stor mulighed for at vinde. Deltagerne tildeles nemlig et individuelt handicap - afhængig af bl.a. spillestyrke og psykisk turneringssnilde.